Sommetider tror jeg, at jeg kommer fra en anden verden. En verden hvor man lever på en anden måde og fra en verden hvor følelser eksisterer og fornuft forsvinder. Jeg har ingen fornuft, jeg er en blottet sjæl, et individ der handler på følelserne. Det er sommetider en ulempe, for det kan gøre så ondt.
Du har ikke brug for at vide, hvem jeg er, eller måske kender du mig allerede? Eller måske tror du, at du kender mig? Men faktisk så kender jeg ikke engang mig selv - sådan helt ind i hjertet. Jeg ved, at jeg er sensitiv, jeg ved, at jeg for det meste er glad og tilfreds, og hvis jeg ikke er, så gør jeg noget ved det. Men det område i min hjerne, som styrer mine følelser kender jeg ikke. Og det hader jeg. Jeg hader, når jeg ikke kan kontrollere mig selv, når min hjerne endnu engang kører derud af uden, at jeg har chancen for at følge med. Hvorfor vender og drejer jeg alle ord og oplevelser? Hvorfor søger jeg en forklaring i alt? Og hvorfor tolker jeg på 1000 måder istedet for bare at lade det flyde af sig selv? Det er vel en form for kontrol, som jeg ikke kan slippe, men har jeg i det hele taget lyst til at slippe kontrollen?
Jeg har følelserne udenpå kroppen og jeg kan aldrig styre dem helt. Jeg har i mange år levet med at skjule dem, tænkt at jeg var et underligt menneske og at jeg var forkert. At jeg ikke passede ind, og det gør jeg sikkert heller ikke mange steder. Sommetider får jeg følelsen af, at ingen kan lide min person og undrer sig over mig. Men så tænker jeg, at jeg i bund og grund er helt almindelig - på den der helt sensitive måde.....
